
Velkommen til skærmpolitik.dk
Skærmregler til klasser i indskolingen –
baseret på viden,
klar til brug.
Skab trivsel med skærmregler baseret på viden og ekspertråd
Hej og velkommen til skærmpolitik.dk
En hjemmeside skabt til forældre med børn i indskolingen (0.-3. klasse), der gerne vil lave en fælles skærmpolitik for en klasse.
Det kan være virkelig svært at finde ud af, hvordan man bedst klæder sit barn på til et sundt skærmbrug. Endnu sværere bliver det, når en hel forældregruppe skal blive enige. Det er som Aula på steroider. Og lad os være ærlige. Det bryder ingen sig rigtig om.
Heldigvis findes der masser af viden og værktøjer, der kan hjælpe børn godt på vej med skærmbrug. Der er dog bare lige et enkelt men. Skærmpolitik for en klasse. Jeg kunne i hvert fald ikke finde en nem og simpel skabelon, da jeg selv stod og manglede én. Vi forældre måtte selv opfinde den. Spild af tid, tænkte jeg.
Så jeg har forsøgt at samle og forenkle viden i en kort præsentation og skabelon til skærmpolitik, som du frit kan tilpasse og bruge fx til et forældremøde. Målet er at styrke børns trivsel via fælles rammer om skærmbrug i klassen.
Fokus her er på rammerne for skærmbrug – fx hvornår børn får adgang til sociale medier, ikke hvordan de bruger dem. Til det sidste findes heldigvis allerede masser af godt materiale.
Udgangspunktet er på skærmbrug i klasseregi og børnene imellem. Et snit, der skisme ikke er let at lave – og næppe værdigt til ros i Bagedysten. Men det handler altså om det, der har betydning for hele klassen – ikke kun det enkelte barn.
Men hvad er en skærm egentlig? Godt spørgsmål. Her går vi med Trivselskommissionens definition: private smartphones, smartwatches og tablets. Når vi mener noget mere specifikt, står det tydeligt i præsentationen og skabelonen.
Inden du læser videre bør du vide, at materialet her bygger på det, vi ved om børn og skærmbrug. Nemlig, at det kan være virkelig skadeligt for deres trivsel. Det er et faktum. Bevares. Vi elsker også skærme derhjemme. Men forskningen er klar. Skærmbrug bør reduceres og udskydes så meget som muligt.
Dernæst: Jeg tror, det er en god idé, at forældrene i en klasse taler om, hvordan man ønsker at børnene bruger skærme. For når først vanerne er der, er de svære at ændre. Børnene kan inddrages, men skal ikke bestemme. Nok lidt ligesom med fredagsslik. Det kan være herligt. I de rette mængder. På det rigtige tidspunkt.
Har din skole eller kommune en skærmpolitik allerede? Fantastisk. Det kan være en stor hjælp. Men måske er det ikke nok. Under alle omstændigheder skader en snak og aktiv stillingtagen næppe.
Præsentationen indeholder links til kilder, så du ved, hvor informationen stammer fra. Husk at tjekke opdateringsdatoen nederst på siden – der kommer nemlig hele tiden ny viden til.
Og så skal der lige lyde en stor tak til psykolog og forfatter til bøger om skærmbrug, Marie Brixtofte, for råd og vejledning til udarbejdelsen af materialet her.
​
Rigtig god fornøjelse med jeres skærmpolitik. Det er ikke let – men det er vigtigt.
Bedste hilsner,
Alexander
far til to drenge i folkeskolen